Kølpin ærgrer sig over kort karriere

Kølpin ærgrer sig over kort karriere

Jeg elsker at give oplevelser til andre, men er bare ikke længere selv fysisk i stand til det, fortæller Alexander Kølpin om at lægge balletskoene på hylden.

Se video her!

Selvom Alexander Kølpins aktive karriere som professionel danser stoppede, da han var i 30’erne, er han slet ikke færdig med at underholde på scenen. Og det selvom han for længst selv har smidt balletskoene i ringen og må se yngre kræfter træde dansen.

"Jeg er stadig ham danseren i manges bevidsthed, det er min identitet. Derfor er der et paradoks i, at jeg er en historiefortæller, som elsker at give oplevelser til andre, men bare ikke længere er fysisk i stand til det. Jeg elsker at være på scenen, så det er røvirriterende, at man som danser kun har et professionelt virke i ca. 10-12 år, fordi ens krop ikke kan følge med længere," erkender Alexander Kølpin. 

Det kan du høre om

I dette tv-interview fortæller Alexander Kølpin om sin barndom, karrieren, sine værdier og sit liv med dansen og de mange projekter, det siden er blevet til, efter han stoppede sin professionelle dansekarriere.

Badehotelskoreograf

I dag er Alexander Kølpin blevet direktør for et badehotel. For nogen kan skiftet fra solodanser til hoteldirektør virke brat, men for Alexander Kølpin er de to verdener ikke langt fra hinanden.

"I de sidste 10 år har jeg haft lyst til at have et hotel. Jeg har lyst til at give forestillinger og oplevelser. Jeg driver ikke badehotellet, som en traditionel hotel-restauratør. Jeg er gået til opgaven som en scenograf. Det tog mig flere år, før indretning var færdig, fordi det skulle være en platform for oplevelser ned til mindste detalje," fortæller Alexander Kølpin.

Alexander Kølpin, der snart fylder 50 år, mener stadig, at han har meget at byde på, selvom han ikke længere kan danse.

Stadig masser af begejstring

"Selvom jeg er i 40’erne, har jeg ikke mindre begejstring og engagement, end da jeg var i 20’erne. Min udfordring er at finde nogle former og rum for min kreativitet og fortælleform, hvor dansen ikke længere skal være min udtryksform. Jeg skal lære at vende det til noget positivt og finde ud af, hvordan jeg omsætter min fortællertrang til resten af mit liv. Min vision er fortsat at skabe nogle oplevelser for andre – lidt ligesom at lave en teaterforestilling," siger Alexander Kølpin.