Derfor fandt Adam på Spise med Price

Derfor fandt Adam på Spise med Price

Adam Price svømmer i idéer, og derfor kaster han sig kun ud i nye projekter, hvis han brænder for dem. Hør hvorfor han fandt på Spise med Price.

Se video her!

Tv-vært, manuskriptforfatter, restauratør og foredragsholder. Muligheder er der nok af for Adam Price. Men uanset hvad den talentfulde forfatter, madvært mv. kaster sig over, skal det altid gøres med passion.

"Min største udfordring er at administrere mit talent, jeg har så mange idéer. Der er mange bolde i luften, så for mig handler det om at gribe de rigtige," siger Adam Price, der måske er mest kendt for Tv-programmet ’Spise med Price’, som han hoster med sin bror, James Price. 

Og at der blev lagt i ovnen til det underholdende madprogram skyldes især én ting:

"Vi lavede ’Spise med Price’ på DR2, fordi vi selv synes, at det var rigtig sjovt! Det er 100 procent lavet med hjertet eller maven om man vel. Al den humor, leg og begejstring, som man ser i programmet, er vores egen, og ikke fordi vi skulle ramme en bestemt målgruppe," siger Adam Price. 

Det kan du høre om

Adam Price, 48 år, fortæller i dette Korridoreninterview om sine mad- og tv-projekter, og hvad der giver ham energi til at komme videre. Samtidig kan du høre ham berette om sin barndom, sit forhold til sin far, John Price, samt om at være iværksætter og finde den rette balance mellem karriere og familieliv.

Udover at være en succesfuld madanmelder og kok har Adam Price uge efter uge tryllebundet og beriget danskerne med tv-serier som Borgen, Anna Pihl, TAXA og Julie – for bare at nævne nogle få. 

Ser frem til nye historier

"Jeg har en stor begejstring for fortællefaget og leder hele tiden efter den næste fortælling. Efter Anna Pihl havde jeg lyst til noget, som ikke skulle være blå blink, spænding og dramatik. Det skulle ikke være båret af et krimiplot. Til gengæld vil jeg gerne fortælle om mennesker, der vil ændre noget og har en passion. Hvad med at prøve at lave en historie kun om politik? Derudaf udsprang idéen til Borgen. Så længe det er medrivende, så kan du altid overbevise dit publikum," siger Adam Price.