Stine Bosse: Jeg er ikke drevet af magt

Stine Bosse: Jeg er ikke drevet af magt

Som topchef i Tryg for over 4.000 ansatte blev Stine Bosse kåret af Financial Times som den 22. mest magtfulde kvinde i verden. I dag sidder hun i en række bestyrelser.

Se video her!

"Når du kommer op på enten direktionsniveau eller som den allerøverste leder, så skal du være i stand til at tænke i strategi og se, hvad der sker om det næste hjørne. Men ligeså vigtigt er det at kunne være i stand til at kommunikere og give mening i organisationen. Du skal som topleder forstå, hvad det er for nogle spørgsmål, som organisationen har. Det ultimative er at skabe tillid i organisationen, så medarbejderne tør stille de relevante spørgsmål". 

Det kan du høre om

Stine Bosse, tidligere koncernchef for Tryg igennem ni år, fortæller i dette interview om, hvad der kræves af dagens topledere. Samtidig kan du høre hende fortælle om sin barndom og moderens skiftende depressioner og faderens mange udfordringer, der betød, at hun tidligt lærte at stå på egne ben. 

Du får også et indblik i hendes personlige værdier, og så forklarer hun om, hvad der karakteriserer god ledelse, og hvordan kvinder slår igennem på arbejdsmarkedet – ligestillet med mændene. 

"Kvinder er kvinder og mænd er mænd. Vi er ikke ens, men vi skal gives lige muligheder,” fastslår Stine Bosse. 

Ingen skam at tjene mange penge

Som kvindelig chef er hun selv faldet i fælden med at være for 'ydmyg’. Det var lige indtil hendes mandlige kolleger prikkede til hende og spurgte, om hun aldrig kiggede i lønstatistikker.

Stine Bosses råd til andre kvinder er, at de skal vågne op, hvis de er mere værd. Det er nemlig ikke pinligt at tjene mange penge.

Stine Bosse er i dag bestyrelsesformand i en række store danske virksomheder.