Skolen blev Lisbeth Zornig Andersens redning  

Skolen blev Lisbeth Zornig Andersens redning  

Skolen bliver Lisbeth Zornigs redningsplanke, og de gode karakterer baner senere vejen for en karriere med flere ledende it-poster.

Se video her!

Lisbeth Zornig Andersen bliver født på Vestlolland i en familie, hvor druk, misbrug og vold er hverdagskost. Det ligger bestemt ikke i kortene, at hun skal blive formand for Børnerådet og senere stifte Huset Zornig. Lisbeth Zornig Andersen vokser op med tre brødre og den omsorg og beskyttelse hun får fra dem, er en af hovedårsagerne til, at hun senere bliver mønsterbryder. 

"Det der lå i kortene for mig var et liv startende med misbrug, vold, misrøgt og en ikke afsluttet folkeskole, bistandshjælp og efterfølgende førtidspension. Det var den vej, som min brødre fulgte, men det blev ikke min vej. Det er dér mønsterbryderen ligger,” fortæller Lisbet Zornig Andersen i dette interview med Korridoren, hvor du kan høre hende berette om hendes drømme, karriere, håndtering af stress samt temaer som ledelse og magt. 

Mønsterelev

På trods af at Lisbeth Zornig Andersen har skiftet skole fem gange i sin barndom, formåede hun at følge med i undervisningen.

"Jeg var dygtig i skolen og lå altid i toppen rent fagligt. Det motiverede mig, og det blev min redning (…). Jeg var i stand til at appellere til de voksne, og på den måde få opmærksomhed og omsorg,” erindrer Lisbeth Zornig Andersen.

Lisbeth Zornig Andersen husker, at hun som barn flere gange pakker skoletasken og tager toget til København. Først flere uger senere finder politiet hende. I interviewet fortæller hun også om sin tid på skiftende børnehjem og om de få voksne, der giver hende mod på livet. 

2011: Ryster Danmark

I 2011 udgiver Lisbeth Zornig Andersen bogen “Zornig - vrede er mit mellemnavn”, der giver genlyd i mediedebatten, hvor hun ripper op i sin fortid. Den bliver senere fulgt op af Tv-programmet “En barndom i helvede”. I dag har hun stiftet Huset Zornig, som hjælper udsatte mennesker.