Iværksættere, kom nu bare i gang!

Iværksættere, kom nu bare i gang!

Vil du være selvstændig, men er du bange for det ukendte? Så frygt ikke: Første skridt mod din succes er at se på muligheder og komme i omdrejninger, fortæller stifter af M1, Mads Peter Veiby.

Se video her!

'Kom bare i gang, lad være med at blive bremset af om din idé fungerer og lav et realistisk budget, så du har styr på din økonomi'.

Sådan lyder de to råd fra iværksætter og ophavsmand til det tidligere teleselskab, M1 A/S, Mads Peter Veiby, som i 2009 solgte selskabet til Telmore for et trecifret millionbeløb, til opstartende iværksættere. 

Det kan du høre om

I dette Korridoreninterview med Mads Peter Veiby kan du høre ham fortælle om sin barndom, karriere, drømme og syn på ledelse, og om hvordan du selv kommer i gang med din egen virksomhed og får succes.

"Man hører gerne om de her solstrålehistorier om en person, der sætter sig ned og f.eks. opfinder isterningeposen, som nok er det mest kendte eksempel. Det er sgu da godt tænkt. Men dem findes der få af. Hvis din idé blot går på at købe nogle flasker vand og sælge dem til nogle kiosker for 50 ør per flaske, så gå bare i gang. Lad være med at være hæmmet af at det ikke er nogen banebrydende, Georg Gearløs-nytænkende ting. Kom bare i gang med det. For når du er i gang, så kan det være, at du finder på en ny distribution. Og så har du en udvikling,” siger Mads Peter Veiby, der i dag har en række af iværksætterprojekter bag sig.

M1 A/S havde på salgstidspunktet en årlig omsætning på over 100 mio. kr. og mere end 100.000 kunder. Selskabet havde flere gange vundet Børsens Gazellepris og tilmed vundet den prestigefyldte pris Ernst & Young Entreprenuer of the Year.

11 år og skraldesamler i Aalborg

Mads Peter Veiby er født i Aalborg, hvor han sammen med sin mor og storebror voksede op i en lille lejlighed. Fritiden brugte Mads Peter Veiby på at arbejde for at tjene lommepenge. Bl.a. samlede han som 11 årig skrald i Tivoli Karolinelund i Aalborg.

Da Mads Peter Veiby blev ældre, valgte han at blive bankelev, men lysten til at starte sin egen virksomhed bankede i kroppen på ham. Og det blev en forløsning at sige op og endelig kunne koncentrere sig om at udvikle sin egen virksomhed.

"Det er svært at arbejde i en bank og så sige "nu vil jeg lige finde på en genial infrastrukturudvikling til et teleselskab”. Det gør man ikke. Du er nødt til at være i det for at prøve det på din egen krop og mærke, hvad der fungerer bedst,” siger Mads Peter Veiby.

Mads Peter Veiby er uddannet bankassistent hos Nordea i Hellerup og har siden taget en HD i afsætning fra CBS (Copenhagen Business School).